Tag dine børn med på fisketur
Lystfiskeri er for børn både sundt og lærerigt og allerede når børn er i børnehavealderen kan man så småt begynde at introducere dem for fiskeriet, hvor de tager med far (eller mor) på fisketur for første gang. I starten kun som observatør men efter et par gange kan man så småt begynde at lade dem deltage og prøve kræfter med en ny og spændende hobby.
Fiskeri er absolut ikke farligt for børnene, så længe de oplæres i at håndtere udstyret korrekt. Derimod er det både sjovt, sundt og lærerigt. Samtidigt lærer det børnene en respekt for naturen og de lærer hvordan man gebærder sig i naturen og optræder med respekt overfor dyrene og deres omgivelser.
Meget af de udstyr der benyttes til fiskeri findes også i børneudgaver til overkommelige priser. Så det er ikke dyrt at komme i gang. Find evt. udstyret på nettet eller find inspiration på siden lystfiskerguiden.dk, hvor du kan finde meget mere information omkring lystfiskeri og både nybegynder og professionelle.
Et godt sted at starte er fiskeri i put-and-take søer, som findes overalt i landet. Nogle put-and-take steder har endda særlige børnesøer, som er særlig egnet til børn og nybegyndere. Børnesøer indeholder som regel mindre fisk, som børn nemmere kan håndtere. Derudover har de den fordel, at der som regel er masser af fisk, således at man sjældent skal fiske ret længe, inden der er bid. Det giver hurtig børnene en succesoplevelse og dermed forhåbentlig blod på tanden til endnu mere fiskeri.
Det er vigtigt at børnene deltager aktivt alt det de kan, da de ellers nemt risikere at miste tålmodigheden og gejsten, hvis de kun skal kigge på. Sørg for at involvere dem i alt fra at sætte madding på krogen til selv at hive fangsten i land, samt aflivning af fisken. Børn bliver som regel pavestolte, når de fanger deres første fisk. Og selv de mest kræsne børn, spiser med velbehag og stolthed den fisk, de selv har fanget.